Åben Dagtilbud

 

”Leg med lyd” varer omkring 45 minutter og undervejs kommer vi til at arbejde med ”kroppen”, ”sangen” og ”instrumenterne:

 

 

KROPPEN
Hvad er lyd? Kan man se lyd? Lyd er svingninger/bølger, som man kan se på en stor elastik og mærke på en stor stemmegaffel.

Børnene lærer at lyd ikke kan høres uden at lydkilden har en ”krop” at forstærke sig gennem. Derfor kunne vi ikke tale uden krop, spilledåsen høres ikke uden en kasse; elastikken høres ikke før den sættes på cigarkassen; klarinetten lyder underlig før den er helt samlet.

 

SANGEN
Børnene hører opera live – jeg synger selv for dem. Jeg synger to sange – en munter og en trist, hvorefter børnene fortæller, om de kunne høre forskel og hvorfor. Det plejer altid at være rigtig morsomt, og de må gerne holde sig for ørerne, hvis de synes det er for højt.

Vi laver sangøvelser sammen – bliver bevidste om musklerne i maven blandt andet via latter (hvor man naturligt mærker musklerne). Mangle helt almindelige lyde kan vi ikke sige uden at bruge mavemusklerne – børnene oplever dette. Vi synger sammen.

 

INSTRUMENTERNE
Hvordan ser orkesterinstrumenterne ud? Hvordan lyder de? Kender børnene nogle? Jeg viser dem forskellige instrumenter og spiller for dem. De prøver selv at spille på nogle af dem…

Når dagen er slut, har børnene fået et meget bredere kendskab til den klassiske musik og opera. De har prøvet at spille på flere instrumenter, sunget opera, hørt opera live. Sammen med pædagogerne lærer børnene; de lytter, de rører, de bevæger sig og de kommenterer.

 

 

Der er plads til én børnehavestue (o. 20 børn) på et hold, for at give alle mulighed for at prøve instrumenter og få taletid.